Svendborg Trykværksted

I 2016 startede jeg mit eget lille trykkeri, Svendborg Trykværksted. Inspiration til at starte mit eget trykværksted udsprang af et ønske om, som grafisk designer at kunne kombinere grafisk design med et håndværk til at producere så bæredygtige produkter som muligt. Samtidig havde jeg en ambition om at skabe produkter med omtanke og gennem en organisk proces. Særligt fascinerede var jeg af silketryk, og jeg begyndte at studere håndværket og muligheden for at gøre det selv. Med en enkelt trykramme og en bøtte maling var jeg i gang. Om aftenen når alt var faldet til ro, brugte jeg timer på at lære om og arbejde med silketryk. Jeg trykkede T-shirts på badeværelset og hærdede dem med en tørrer på altanen. Og inden jeg så mig om hang der T-shirts, plakater og muleposer over alt i vores lille lejlighed. Dette blev startskuddet på en hobby, hvor jeg designede illustrationer og efterfølgende selv trykte dem på T-shirts. Et lille trykværksted var startet op i vores lejlighed. Lidt efter lidt tog den ene opgave den anden, og i forbindelse med min familie og jeg flyttede i et større hus, fik jeg muligheden for at bygge og indrette mit eget trykværksted.

Jeg printer kun ved håndkraft. Det betyder, at jeg har haft hver enkelt T-shirt i mine hænder, den er trykt, tørret og foldet af mig. Hvervet som trykker er i min optik et traditionelt håndværk, der skal kæres om. I en verden, hvor alt skal effektiviseres og produceres med lysets hast og i enorme mængder, føles det rigtigt at producere ved håndkraft og med omtanke for det produkt jeg sender ud i verden.